Jeg vil tro at alle hestefolk, uanset hvor dygtige de er, før eller siden render ind i en hest med bidproblemer. Det er uhyggeligt almindeligt at heste viser ubehag ved bidet såsom at åbne munden, at stikke tungen over biddet, at skære tænder, at klapre tænder, at gnave på biddet, ligge hovedet på skrå, at gå ryste på hovedet, at trække tøjlen ud af hænderne på rytteren, stikke hovedet i vejret eller på anden måde gå imod trykket fra tøjlen. Disse problemer kan være meget generende og bekymrende for en heste ejer og mange af os falder lynhurtigt i fælden og køber os fattige i nye bid og andet smart udstyr som producenterne lover os kan fikse det, men uden den helt store succes. Hvordan kan det så være?
Ja, jeg har nok ikke den endelige og fuldendte sandhed, der skal nok en del forskning til før vi kan vide os helt sikre, men jeg har gennem 10 års erfaring som underviser og hestetræner dannet mig nogle erfaringer og set nogle tendenser som jeg gerne vil dele med dig. Måske du her kan finde det svar som udstyrs butikker og bidproducenter ikke kunne give dig.
Tilpasning
Først og fremmest så skal hovedtøjet være indstillet korrekt. Ja, det ved du formentlig allerede, men læs med alligevel, for måske er der alligevel noget som du kan have overset. Først og fremmest så skal biddet ikke kunne stikke 1-2 cm ud i den ene side, så er det for stort. Bid ringene skal hvile ved hestens mundvide uden at klemme dem ind. Dernæst skal du heller ikke tælle rynker ved mundvigene. Der er ingen huskeregel omkring rynker som har brugbar for alle heste, i stedet skal du kigge ind i hestens mund og se om den har nogen hingstetænder og hvordan de er placeret. Ideelt set skal biddet hænge så løst at der ikke er nogen rynker, da det naturligvis ikke er rart, at have noget til at hive i mundvigen. Men det er straks værre, at have et stykke metal til at hænge og slå imod de små sarte hingstetænder og hvis man er uheldig så kan der slåes små flig af disse tænder, hvilket kan give utrolige smerter. Derfor, sørg for at biddet er fri af alle tænder.
Bruger du næserem så er denne også vigtig i relation til biddet. Den skal være spændt så løst at der MINDST kan være to fingre på højkant på næseryggen. Dette er for at hesten kan skille tænderne ad. Hvis du strammer næsebåndet for hårdt, så bliver hesten tvunget til at gå og bide tænderne sammen hvilket giver spændinger i kæbeleddet, og videre op til nakken. Formentlig kan dette give en gevaldig spændingshovedpine hos hesten. Et engelsk næsebånd skal sidde 2-3 fingre under kindbenet og over der hvor den bløde del af næseborene starter. Et hannoveransk næsebånd skal ikke lægge pres på biddet, men må heller ikke sidde så lavt at det presser på næseborene -hvilket i mine øjne er umuligt, og derfor anbefaler jeg at man undgår denne type næsebånd. De trykker et uheldigt sted på hestens bløde næsebor og forstyrrer dermed hestens vejrtrækning. Prøv selv at lægge to fingre forsigtigt på siden af dine næsebor uden at klemme sammen og tag en dyb vejrtrækning gennem næsten. Selvom vores næsebor ikke kan udvide sig så meget som hestens kan, så er det stadig generende. Så forestil dig at dyrke sport på denne måde, med næseklemme.
Hvad angår krydsnæsebånd, kombinerede næsebånd og deslige så vil jeg bare være ærlig at sige, der er ingen grund til at bruge den slags andet end mode. Du har ikke behov for at lukke munden på din hest to gange, og der er ingen grund til, at fylde din hests ansigt med flere remme som kan presse på blodbaner og nerver. Så mit råd er helt klart at gå udenom den slags og holde dig til det simple og det veltilpassede.
En anden ting jeg har oplevet, er en ganske uheldig tendens til at folk lærer, at når hesten er urolig på biddet så skal udstyret strammes mere til. Nogle strammer nakkeremmen til indtil biddet er trykket så langt op i mundvigene at det er ubehageligt for hesten at gumle og tygge. Nogle strammer næsebåndet til for at forhindre hesten i at åbne munden og tygge på biddet. Man hører folk bortforklare det med, at det er for at give mere støtte til biddet, det er noget vrøvl. Begge dele er skyld i at tilføje MERE UBEHAG til hesten, så den nu for alvor har grund til at være ked af biddet. Dette fikser intet, men kan halvvejs skjule problemerne, som så vil komme til udtryk på andre måder fremover.
Tilvænning
Ofte starter problemet allerede når hesten skal til at startes i tilridning og tilvænnes til udstyret. Det første der går galt er, at hesten ikke får nok tid til at vende sig til biddet og hovedtøjet. Personligt starter jeg gerne bidtilvænning et halvt års tid inden selve tilridningen begynder. Jeg starter med en nakkerem og et simpelt todelt eller tredelt bid, de får det på i boksen og får lov at spise lidt krybbefoder med det på (under opsyn, naturligvis) dette gør jeg for at give hesten en positiv association med biddet. Hesten skal ikke lave noget med biddet på i starten, den skal bare have ro og mad. Først når den holder op med at gumle og åbne munden konstant kan jeg begynde at lave longetræning og jordarbejde med biddet på, og en grime udenover som jeg fæstner tov og tøjler i. typisk vil jeg klare hele ryttertilvænningen og måske hele tilridningen med tøjlerne fæstnet i en grime og biddet bare siddende løst indenunder. Jeg ønsker nemlig ikke at den stress som kan være forbundet med, at lære livet som ridehest for første gang skal kobles på biddet og tøjlen. Jeg lægger heller ikke et næsebånd på før absolut sidst i tilridnings processen. Hesten skal have lov at gumle og gnave og kommunikere sit ubehag. På den måde kan jeg bedre se hvornår hesten rigtig opnår accept af biddet. Den skal også have lov at smaske og gabe og løsne sit kæbeled da dette mindsker stress og ubehag og kan hjælpe hesten med at berolige sig selv.
Hvis flere fulgte en lignende proces ville jeg tro, at vi kunne eliminere mere end halvdelen af alle bidproblemer. Gør det grundigt og på hestens præmisser i starten, det kan spare dig for meget bøvl på sigt.
Men hvad kan man så gøre ved det hvis ens hest ikke har fået denne tid og grundighed i bid tilvænningen? Ja, min erfaring er at det er sværere at fikse efterfølgende, når hesten allerede har en masse dårlige erfaringer med biddet, men ikke helt umuligt. Mit første råd vil være at følge processen beskrevet ovenover i en periode. At have bid på og spise i stalden og ride i grime i starten, og senere ride i grime med bid indenunder. Forvent at processen vil skulle strækkes over et halvt til et helt år for at opnå succes. Det kræver en ekstra indsats at omskole en hest.
Hånden
Den hårde hånd. Vi ved det jo egentlig godt, at den hårde hånd jo alt for ofte er synderen. Men det kan være utrolig svært at lære hvad det egentlig vil sige, at ride med blød hånd, fordi vi simpelthen ikke selv kan mærke hvor blød eller hård vi er på hånden. Undersøgelser har vist at de færreste ryttere formår, at vurdere hvor meget vægt de har i hænderne. Vi kan have mange kilo i hver hånd uden at bemærke det. Men hesten mærker det i sin mund, og det er naturligt for den at vise ubehag, selv hvis den på sigt ”bliver vandt til” dette pres i sin mund. Smerten forsvinder nemlig ikke selvom hesten lærer at tolerere den.
Der er mange meninger om hvordan man opnår en blød hånd. Her vil jeg beskrive min filosofi, som jeg ser på det nu.
Som jeg ser det, går mange galt i byen allerede før de er gået i gang, forstået på den måde at de starter med at tage ved i tøjlen og lægge en masse pres for, at få hesten til at give efter. I min optik må man starte med, at give hesten det man ønsker at se fra den. Mød den med en blød og eftergivende hånd først, inden du begynder at forlange at den skal give efter. Hvis du giver hesten en indfølende hånd at følge vil mange heste hurtigt føle sig trygge ved at søge frem og ned til sådan en hånd.
Hvis du må i gang med at indvirke med tøjlen, så brug så lille et pres som muligt, gerne så lille at hesten ikke gnaver på biddet. Prøv at forestille dig, at bruger din tøjle til blidt at massere hesten i munden med bidet. En rolig og behagelig indvirken. Beløn hesten for de mindste fremskridt med pauser og lang tøjle, og indstil dig på at det tager lang tid, at træne en hest til at ”gå korrekt til biddet” men hvis du er tålmodig og grundig, så kommer alting til gengæld også til at gå hurtigere i den anden ende, når du skal i gang med de svære øvelser.
Derudover er jeg også nødt til at nævne; din opstilling. Hvordan du sidder i sadlen har enormt meget at sige for hvor blød og indfølende din hånd kan være. Du må kunne balancere på numsen, uden at bruge nogle muskler til at holde dig fast. Enhver spænding i din krop går udover din indføling. Du må kunne sidde ret op uden spænding, din overarm skal hænge blødt fra din skuldre og der skal gå en lige linie fra hestens mund til din albue. Din tøjlekontakt skal nemlig slet ikke slutte i hånden. Den skal slutte i albuen. Derfor må du også kunne ride med hånden på højkant og uden at bøje håndleddene på nogen måde. De skal være rette og bløde, aldrig bøjede. Og så skal vi huske at ridning ikke er statisk, men dynamisk, så vi skal kunne følge hestens bevægelse, vores krop med hestens ryg og vores hånd skal følge hestens hals. Hånden skal følge med frem og tilbage som hesten nikker med sit hoved for hvert skridt den tager.
For meget for tidligt
Som jeg var lidt inde på før, så tager det lang tid at uddanne en hest godt, og en af de ting, som jeg oplever der giver aller flest ”bid problemer” er faktisk at vi forlanger for meget for tidligt. At hesten skal give efter for meget og for tidligt, inden den overhovedet er tilpas med biddet eller med rytteren. At vi strammer tøjlen for meget for tidligt, så hesten ikke kan bruge sin hals som den balancestang den er, og den unge hest tvinges til at kompensere på uhensigtsmæssige måder. At vi vil have hesten til at gå i en ”ramme” for hurtigt og for tidligt, uden hensynstagen til hvor lang tid det tager at opbygge de rette muskler til at bære sig der.
Mit bedste råd på dette område er, at øve dig i at samle tøjlen ind langsomt og mærke efter præcis hvornår hesten begynder at blive besværret. Øv dig i kun at gå til grænsen, holde hesten der hvor den er udfordret i et halvt, til et helt minut af gangen og derefter løsne tøjlen igen. Hesten skal udfordres, for at den udvikler sig, men kun kort tid af gangen, og ikke så meget at den er nødt til at kompensere ved for eksempel af smide ryggen eller krølle halsen sammen.
Smerter
Vi kan heller ikke komme udenom at bid problemer også kan være et smertetegn som slet ikke er relateret til biddet. Hesten kommunikere fra naturens side meget med sin ansigt mimik og derfor kan det der ligner et bidproblem også være lokaliseret et helt andet sted. Jeg har personligt oplevet flere tilfælde hvor årsagen var mavesår, låsninger i fx skulderen eller halsen, dårlig tilpasset sadel mm. Og selvfølgelig ikke at forglemme tandproblemer! Dem kunne der skrives rigtig meget om, men det vil jeg overlade til folk som er mere specialiseret deri end jeg.
Bidløs ridning
Hvis du ikke fandt det svar du søgte her og er interesseret i at blive klogere på bidløse alternativer, så hold øje med bloggen. Jeg har en post på vej som går i dybden med dette emne.
Konklusion
Så inden du går ud og investerer i 200 forskellige smarte bid, næseremme anatomiske trenser, hjælpetøjler og andet hejs, så overvej lige, om problemet kunne være et andet sted, som kunne fikses med for eksempel lidt træning. Måske kunne du spare dig selv for meget og hurtigere få et tilfredsstillende resultat.
Der er selvfølgelig ikke noget i vejen for, at prøve sig lidt frem og se om der er noget som hesten foretrækker, men hold det simpelt, og lad være med at forvente at det findes et stykke mirakel udstyr som kan løse alle dine problemer, for som du kan se, kan årsagen være at finde mange andre steder.
Du kan dele blog posten ved hjælpe af knapperne nedenfor, hvis du tænker andre kunne få glæde af at læse den.
